Hvorfor irsk terrier

Jeg er vokset op med jagthunde (Tysk Ruh. Hønsehund, Golden retriever og Ruh. Gravhund), og elskede dem alle. Men jeg læste mange hundebøger. Og Jack London’s bog; ’Michael’,der handler om en Irsk terrier, fik gang i drømme om netop den race. Så min første hund sammen med min mand, blev en Irsk terrier. Svante (Dan-Ir’s Lovely Curry) var en pragtfuld hanhund, med den mest veludviklede humoristiske sans, jeg har truffet hos nogen hund.

Om stamtæven MerryMac Yours Truly, Nana.

Da vi, efter nogle år i lejlighed, uden hund, igen fik muligheden, var der ingen tvivl: Det skulle være en Irsk terrier igen. Denne gang en tæve, og gerne af rigtig høj kvalitet. Valget faldt på Kennel MerryMac; en super seriøs og meget vel renommeret kennel i Sverige. Vi blev skrevet op til en hvalp, efter at have været i Vedby ved Kalmar i Sverige, for at blive vurderet og godkendt som hvalpekøbere. Siden kørte vi turen igen, og fik Nana med hjem.

Ud over at være en rigtig flot, velproportioneret og racetypisk irsk terrier, så har Nana nu, i 7 år, været husets skønne midtpunkt. Kælepotte indenfor og fuld fart frem udendørs. Hun er generelt børne-begejstret! Og hun er også tålmodigheden selv med store børn, der gerne vil lege eller træne med hende.

Jeg udstillede kun Nana en enkelt gang, før hendes første hvalpekuld. Hun fik selvfølgelig en rigtig fin kritik, og excellent. Så i Nana har vi fået et super godt temperament i en gennem sund og smuk hund. Egenskaber det er værd at avle på. Råd og vejledning i valg af hanhund fik jeg fra MerryMac.

Efter Nana’s andet kuld fik jeg mere mod på at udstille. Faktisk er det jo super hyggeligt at mødes med andre irsk terrier entusiaster. Så Nana blev udstillet igen, også med en avlsklasse (4 stk. afkom). Alle 4 afkom fik fine individuelle bedømmelser, og avlsklassen fik ærespræmie. Jeg satte mig et mål; hvis Nana skulle have et tredje og sidste kuld, skulle DKK’s opdrætter uddannelse gennemføres først. Og Nana skulle opnå titel af Dansk Champion. Begge dele blev nået i løbet af efteråret 2013. Man udstiller helst tæver, mens de er unge, og før de får hvalpe. Nana har opnået alle sine cert. til Championat, efter hun blev 6 år (ved det sidste var hun 7) og to kuld hvalpe. En stor tak til MerryMac for min skønne hund. Jeg er meget stolt af hende, og mit kennelmærke er inspireret af Nana’s stambogs navn.

Kennel Truly Irish

Vi er i to voksne i hustanden, Peter og Kirsten, og to fraflyttede voksne børn. Peter arbejder i Helsingør, og kan have lange dage. Kirsten, som også er den, der har kennelmærket, har egen hundesalon på hjemadressen. Vores to Irske terriere, Nana og Betty, bor sammen med os, som en del af familien.

Stamtavle for Nana (MerryMac Yours Truly):

MerryMac Push the LimitMerryMac X-tra special EditionMerryMac Simply the Best
MerryMac One of the Angels
Fairplay MerryMac Chili PepperFairplay’s Raging Cajun
Fairplay’s Red Zinger
AnnaMullaghboy Mcduff of Jo JacCocksure Eye of the storm
Devilaire’s Pixie
MerryMac Quick WittedMerryMac Jeopardy
Starkdoms Tralee